– I samarbejde med Landsforeningen Landsbyerne i Danmark med støtte fra –
SNAK med skulpturerne besøgte byen Ådum i Ringkøbing-Skjern Kommune fra tirsdag den 19. september - onsdag den 20. september med gadeteater og workshopforløb ved skulpturen foran brugsen og andre af byens skulpturer. Projektet sluttede af med en temadag, hvor skolebørnene skabte forskellige fantasifulde fortolkninger af deres lokale skulpturer og udstillede resultatet på skolen. Alle byens børn i alderen 5-12 år deltog i projektet, i alt 61 børn.
I SILENDE REGN …
… mødte børnene talstærkt op til gadeteatrets eftermiddagsvisning for at redde den stakkels skulptur, der var blevet ufrivilligt gravid med flagstangen.
Vi har opfundet en maskine, der får skulpturer til at tale. Hvad børnene ikke ved er, at der sidder en skuespiller i maskinen og laver skulpturens stemmer. Vi bygger et fiktivt eventyr-univers op omkring skulpturen, hvor børnene bliver aktive medspillere. Eventyret ender ud i en åben problemstilling, som børnene selv skal løse sammen med skulpturen.
Træ-skulpturen over for Brugsen i Ådum blev til historien om dimsen, der ufrivilligt var ved at føde et barn til flagstangen. Dimsen var blevet fanget på de farlige fliser, som kan fange folk og gøre dem ufrivilligt gravide med dem, som bliver fanget. Nu skulle børnene redde dimsen og tilbagerulle den ufrillige graviditet. Men hvadså med flagstangen, der havde glædet sig til at få et barn og som ikke vidste, at dimsen var blevet fanget og udnyttet til formålet?
Vi afviklede 4 visninger for alle byens 61 skolebørn, hvoraf 11 børn (18%) på trods af heftigt regnvejr kom igen sammen med deres forældre og bedsteforældre for at tale og lege videre med skulpturen om eftermiddagen.
BØRNENE HAR LAVET ET SKILT …
… som advarer byen mod at gå på fliserne! De tager folk til fange. På billedet er to piger kommer tilbage med skiltet, som de har lavet i SFO’en inspireret af gadeteatret dagen før, hvor fliserne havde taget skulpturen til fange og gjort den gravid med flagstangens barn.
Dagen efter gadeteatret lavede vi workshopforløb, hvor alle børn, der havde deltaget i gadeteatret digtede deres egne fortællinger om flere skulpturer i byen.
Skolen skabte selv skulpturer med kroppe samt nogle store plader med kunstværker ud fra elever, der tegnede hinanden og lavede historier om disse, og de arbejdede videre med skulpturer og fortællinger løbende i billedkunst og danskundervisningen.