Fælles-Fortællinger besøgte byen Rinkenæs i Sønderborg Kommune med en fortælledag, en lokalhistorisk dag og en afsluttende børnebyvandring, hvor 21 børn og 11 forældre mødte op og hørte de fortællinger børnene havde fundet på om den gamle station, mejeriet og mange flere. I alt deltog 75 børn i alderen 5-12 år.
Børnene digter historier i fællesskab om lokalhistoriske steder. I Rinkenæs var det bl.a. den gamle mejerigrund, det tidligere postamt og overkroen som kom under børnenes fantasifulde behandling.
BØRNENE FRA 6. KLASSE …
Er ved at opføre deres fortælling foran gavlen til det gamle postamt. Gavlen er en trold, trappen dens arm, som hiver langt hår af hippier. Historien blev inpireret af, at børnene fandt langt græs på planen bag fotografen, som når man tog det på hovedet, gjorde en til hippie … dette koblede de sammen med gavlen på det gamle postamt, hvis to runde vinduer er kogeplader. Når trolden tager hippiehåret smider den det op på kogepladerne og rister det - for der er ikke så mange der ved, at når man steger hippiehår, bliver det til troldebørn.
På dag 2 rykkede underviser Christine Olsen fra Kunst ud til Folket ud sammen med folk fra lokalarkivet og formidlede lokalhistorisk viden om de steder, som børnene dagen før havde digtet historier om sammen med Kunst ud til Folkets historiefortæller Søren Mølstrøm. Nu fik børnene til opgave at mixe lokalhistorien ind i deres skøre historier, så de var klar til at fortælle dem for andre børn + forældre på børnebyvandringen samme eftermiddag.
Om eftermiddagen på dag 2 gik byens børn og forældre med på børnebyvandring, hvor børnene fortalte deres egne historier om byens lokalhistoriske steder mixet med lokalhistorie og de voksnes egne erindringer.