– I samarbejde med Landsforeningen Landsbyerne i Danmark & Svendborg Kommune med støtte fra –
“Under workshoppen lagde Kunst ud til Folket kortene på bordet, så børnene kunne se, hvor meget der rent faktisk havde været improvisation under gadeteatret, hvorefter de selv skulle arbejde med metoden. Det var fedt sat op. Først udførte de et gennemført gadeteater ved skulpturen og dagen efter skilte de det ad i workshopforløbet. Kunst ud til Folkets arbejdsproces – hvor der ikke er meget, der kan gøres forkert – er godt for mange af børnene. Der er især nogle af eleverne, der shiner ved at være gakkede. De kommer ud ad skabet. ”
På to flotte solskinsdage i hjertet af Gudme, lige der hvor skolebussen holder, fik vi sammen med 135 skolebørn fra Stokkebækskolen skulpturen Urds Brønd til at tale …
… den første dag gjorde vi det med vores maskine, der får skulpturer til at tale og dagen efter skulle børnene selv på banen og lave film af, at de selv fik skulpturer til at tale
Til gadeteatret havde vi skabt historien om Rørmund, som er ved at pumpe alt drikkevandet ud i verdenshavene, fordi drikkevandet er blevet træt af at være drikkevand, nu vil det være havvand … Så hvordan overbeviser vi drikkevandret om, at det skal blive ved med at være drikkevand? Dét spørgsmål gav vi børnene under showet, og det medfødte en fantastisk historie som blev improviseret frem sammen med børnene …
Og som Patrick der er lærer i 6.c sagde til os: først byggede vi en historie op om skulpturen og dernæst pillede vi det hele fra hinanden igen, da vi dagen efter introducerede workshopforløbet ved at fortælle børnene, at halvdelen af det, de havde set var improviseret og skabt samme med dem.
DEN GODE HISTORIE
… om billedet til venstre, som er fra gadeteatret. Vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi kan tale med vand? Drengen på billedet foreslog, at vi bandt maskinens censor rundt om en sten og sank den i vandet. Vi skulle tale med drikkevandet for at overbevise det om, at det ikke skulle lade Rørmund (skulpturen) pumpe det ud i verdenshavene. Det var grundplottet i den fortælling vi lavede. Carsten og jeg stod med et meget kort manuskript inden gadeteaterdagen gik i gang og var spændte på, hvad der kom til at ske. Men på magisk vis udviklede der sig i nærmest alle visningerne en historie, hvor børnene fik fortalt drikkevandet, at det altså ikke var sjovt at være havvand, for havvandet var forurenet med plasticøer, olie etc. “Så vil jeg hellere fordampe! For drikkevand gider jeg i hvert fald ikke være”, sagde drikkevandet. Og til det svarede børnene, at det skulle drikkevandet da heller ikke ønske sig, for de højere luftlag var også forurenet. Den historie vi var kommet med, som handlede om drikkevand, der hellere ville være havvand endte i en historie om drikkevandet, der ikke havde noget sted at gå hen, fordi alt var forurenet. Dét havde vi ikke set komme. Et eksempel på, hvordan børnene er medskabere af vores fortællinger.
Vi ændrer workshopformatet løbende. I Gudme lavede vi workshoppen ved den samme skulptur, som vi lavede gadeteater ved. Det har den udfordring, at børnene så har fået en ret fastdefineret fortælling om skulpturen ind på nethinden. Men netop dét at kunne se ud over den fortælling er i sig selv en super-vigtig øvelse.
Normalt deler vi børnene op i grupper og beder dem lave hver deres dialog med skulpturen, men når der kun er en skulptur og slås med, kan det være en fordel at lave det hele på klassen. Vi deler dem stadig ind i grupper, så hver gruppe laver hver deres video, mens resten af klassen kigger på og evt. kommer med idéer undervejs. Den model fungerer ret godt for de større børn.
