– I samarbejde med Landsforeningen Landsbyerne i Danmark & Assens Kommune med støtte fra –
“Pga. coronarestriktionerne i Assens Kommune måtte skolerne, sammen med Kunst ud til Folket, tænke ud af boksen for at finde andre løsninger for gennemførelsen af forløbet omkring skulpturer i lokalsamfundet. Vi fandt en løsning med livestreaming af både gadeteater og workshop, så klasserne fulgte med på storskærm i klasselokalet. Vi er glade for, at vi holdt fast i løsningen med livestreaming. Vi oplevede i hvert fald, at eleverne deltog aktivt og interesseret i interaktionen og at der blev skabt et nyt perspektiv, liv og opmærksomhed omkring de skulpturer, elever og personale går forbi i deres hverdag.
Det kræver mod at tænke ud af boksen og prøve noget nyt af uden at vide, hvordan det kommer til at gå, så stor ros og tak til Kunst ud til Folket for at dette forløb alligevel kunne blive en realitet.”
På trods af at børnene ikke kunne være med ved skulpturen under gadeteater og workshopforløb, havde vi en rigtig god formiddag, da vi afviklede gadeteatret i lige dele solskin og støvregn.
Byens skulptur af kunstneren Jokum Lind var i virkeligheden en fremtidsøgle på flugt fra de onde stålmennesker. Vi fandt ud af, at stålmenneskerne var de lygtepæle, som stod bag skulpturen. Øglen mente de jagtede den for at spise den. Derfor fløj den alt, den kunne på sit flyvende tæppe. Dit flyvende tæppe? spurgte vi. Ja, sagde øglen og henviste til den stenbelægning skulpturen (øglen) stod på. Og i øvrigt var græsset lava.
Nu skulle vi hjælpe øglen og børnene foreslog, at vi talte med stålmenneskerne og bad dem stoppe. Vi kunne jo true dem, hvis ikke de ville indstille forfølgelsen af øglen. Det skulle vise sig at stålmenneskerne slet ikke var onde, men stålmennesker på flugt fra lavaen, der bare gerne ville i sikkerhed på øglens flyvende tæppe, eller det sagde stålmenneskerne i hver fald, men vi kunne jo ikke vide, om det bare var for at snyde os og øglen. Så her opstod så dilemmaet: skulle vi tro på øglen eller stålmennesket. I nogle visninger valgte børnene at tro på øglen og simpelthen slå stålmennesket ihjel, hvorfor Søren måtte kvæle lygtepælen. Men børnene fortrød, og så måtte Søren genoplive lygtepælen med kunstigt åndedræt. I en af de andre visninger plukkede vi en lille buket blomster, som stålmennesket kunne give øglen for at bevise dens uskyld.
Om eftermiddagen afviklede vi eftermiddagsvisning med gadeteatret, hvor mange af børnene kom igen og havde mulighed for at komme ud og deltage fysisk i gadeteatret.
Dagen efter afviklede vi workshopforløb i Haarby og Glamsbjerg i silende regn som livestream.
Vi udviklede et livestreamformat til workshoppen, hvor vi stod ude ved skulpturen og talte med den, mens børnene hjemme i klassen lavede skulpturens stemme. I videoen herunder kan I se en af sessionerne fra Glamsbjerg, hvor elever fra Glamsbjerg Skole lavede flodhestens stemme.
Det blev en vild historie, og den lange video viser, hvordan workshopformatet udviklede sig til at blive en brainstormproces, hvor vi sammen med børnene skabte en historie om skulpturen.
