Mandag den 15. & tirsdag den 16. september 2025 lavede vi Børnekultur i Landdistrikterne i byen Saksild med gadeteater ved byens skulptur af kunstneren Ole Grøn den første dag og fortælledag den næste.
– Saksild –
På en blæsende mandag morgen på Saksild strand og med et DMI-varsel om voldsomt vejr rullede vi maskinen, som får skulpturer til at tale, ind ved siden af skulpturen af kunstneren Ole Grøn, som står på Saksild Strand. Det gik med vejret, og børnene kom i skoletiden, hvor det skulle vise sig, at skulpturen var Rumspyddet Rico, som snød børnene og fik dem til at tegne monstre i det magiske strandsand. Børnene troede, de var med i en konkurrence om at finde monstre på tid, men i virkeligheden blev monstrene vakt til live i maven på de børn, der havde tegnet. Hen over 5 visninger i hele skoletiden kom alle byens 0. - 6. klasser med forskellige løsninger på, hvordan vi kunne dræbe monstrene og redde børnene. En klasse tegnede en såkaldt gasgave i sandet, som så opstod i maven hos monstret, som åbnede gaven, fik gas og døde. Om eftermiddagen kom børnene igen for at lege videre med den talende skulptur, og om tirsdagen lavede børnene deres egne fortællinger om andre skulpturer og mindesten i byen. Det blev bl.a. til historien om byens genforeningssten, hvis bogstaver i virkeligheden er rutschebaner til småsten. Tirsdag eftermiddag afholdt vi børnebyvandring, hvor børnene kom igen og fortalte deres historier for deres forældre.
DEN GODE HISTORIE …
… fra børnebyvandringen! Her er børnene i gang med at fortælle deres forældre den historie, de lavede bare ved at kigge på et el-skur med nogle flot-dekorerede vægge, som blev til et underjordisk kunde-afskafningssystem, som ligger under gulvet i de fleste større supermarkeder. Utilfredse kunder, som er sure over at stå i kø, bliver via en faldlem og det underjordiske kunst-afskafningssystem sendt ud på Stillehavet, hvor de kan få lov at stå i kø på en smal og aflang tømmerflåde, hvor man kun kan stå i én lang række, som når man står i kø. Så kan de sure kunder rigtig få lov at stå i kø og være sure. Det er det, forældrene på billedet er i gang med at prøve. De står i en lang kø oven på børnenes tømmerflåde, som de lavede af pinde.
– FORLØBET I TAL –
MANDAG, SNAK med skulpturerne
Antal visninger: 5 i skoletiden + 1 i fritiden
TIRSDAG, Fortælledag
Antal workshops: 10 i skoletiden + 1 børnebyvandring i fritiden
Antal deltagende børn i skoletiden: 122
Andel som kom igen i fritiden: 26% // 32 børn
– HØR MERE OM –

