Foreningen Kunst ud til Folket bliver nu lavet om til en lege-forening, som skal styrke børns forestillingsevne gennem fantasileg! Er du kunstner, projektmager, gøgler eller lignende og er du også optaget af at styrke børns forestillingsevne gennem fantasileg, så vil vi gerne høre fra dig …
Har du en idé til et projekt, et arrangement eller en event, som kan sætte gang i børns fantasileg, så send en halv side om det til os! Herunder lidt mere om os og opfordringen:
– Vi vil styrke børns forestillingsevne –
Foreningen Kunst ud til Folket har rejst landet tyndt og sat gang i børns fantasileg. Siden 2018 har over 20.000 deltaget i foreningens projekter. I mange år tog vi primært udgangspunkt i kunstværker, når der skulle pustes liv i børns fantasi og forestillingsevne, men det kan være hvad som helst: en pind på jorden, tagrenden på en bygning o.l. Derfor laver vi nu foreningen om til en forening for fantasileg.
Fantasileg er de lege, hvor børn f.eks. tager en pind op fra jorden og forestiller sig, at det i stedet kunne være en rumraket, en antenne, en tryllestav e.l. Det er de lege, hvor børn bygger et helt fantasiunivers alene med tankens kraft. De bruger deres forestillingsevne. Og forestillingsevne er vigtig for deres koncentration, empati og evne til at drømme og se nye muligheder i livet. Men forestillingsevnen er under pres i disse år af diverse digitale apparater og sansemættede stimuli.
Derfor er det mere end nogensinde vigtigt at fremme fantasilegen. Er du historiefortæller, kunstner, projektmager e.l. og er du også optaget af at arbejde med børns fantasi og forestillingsevne, så er vi interesseret i at høre fra dig. Har du en idé til et projekt, som kan styrke børns fantasileg? Så skriv en kort projektbeskrivelse max en halv side og send den til foreningens direktør Søren Mølstrøm på:
mail: sorenmolstrom@gmail.com
Du er også velkommen til at ringe på 30 35 54 62
DEN GODE HISTORIE …
… om dette billede fra eftermiddagsvisningen med SNAK med skulpturerne, hvor børnene er i gang med at producere en særlig mixtur, der skal proppes i en stor kanon (en kæmpe gren), så den nye planet, børnene har lavet, kan blive skudt op i verdensrummet. På den måde skaber børnene et nyt hjem til de hjemløse raketpile.
– HØR MERE OM –

